Kirkerummets brikker 1. - 3. klasse

Hvorfor er den en prædikestol i kirken? Hvorfor taler præsten SÅ meget? Og hvad skal de mange salmer gøre godt for? I forløbet "Kirkerummets brikker" introduceres eleverne til kirkerummet og gudstjenesten i Den Danske Folkekirke, og de hører om, hvordan indretningen og de gudstjenestelige handliger afspejler munken Martin Luthers og reformationens tanker.

Martin Luther ville egentlig ikke bryde af den katolske kirke men blot samle brikkerne på en ny måde. Den forståelse af reformationen får eleverne kendskab til, når de selv får lov at samle det medfølgende puslespil med motiv af Torslunde Alterpanel, der regnes for et af de første danske reformatoriske værker.

Via puslespillets motiv og en kort animationsfilm introduceres eleverne til kirkerummet og dets indretning. Ved det lokale kirkebesøg får eleverne lov til ved selvsyn at konstatere, at døbefont, alterbord og prædikestol findes. Eleverne møder også præsten, der fortæller om de tre kirkelige handlinger: Prædiken, dåb og nadver.

Tilmeldte klasser modtager:

  • Undervisningsoplæg
  • Animationsfilm om Torslunde Alterpanel
  • Puslespil
  • Tilbud om kirkebesøg

Fag: Kristendomskundskab, billedkunst

Lektioner: 6 - 8